Familier har undergået store forandringer de seneste årtier. Det er i stigende grad almindeligt med store familier med sammenbragte børn, enlige adopterer og skilsmisse procenten er stabilt høj.

Disse er bare nogle af de mange nye konstellationer, som adskiller sig fra forældrenes og samfundets klassiske idealer. Kernefamilien er stadig målestok og det stiller forældre overfor store krav om tilpasning både i praktisk og mental forstand.

I takt med de øgede krav om tilpasning er vores kollektive forventninger til den gode barndom steget støt og roligt og børns trivsel er dagligt mediestof. Dette øger presset på forældrene, både som følge af deres egne og omgivelsernes forventninger. Når hertil lægges sociale medier som udstillingsvindue for andres successer, oplever mange en følelse af nederlag og rådvildhed når deres børn ikke trives.

Det er skræmmende! Ikke mindst fordi flere børn oplever stress, angst, depression som tegn på mistrivsel. Dette påvirker både familien, skole og institutioner og i sidste ende forældrenes arbejdsgivere.

Når det bliver svært at være forældre, oplever mange at de skælder for meget ud og at der generelt er små og store konflikter i familien, som tærer på stemning. De samme forældre søger ofte efter årsager i omgivelserne og ender i mange tilfælde med ubevidst at give børnene ansvaret for situationen. De fleste vil nikke genkendende til udsagn som: “hun er også så stædig” eller “han kommer altid i konflikt”.

På linje med mange strømninger inden for det pædagogiske felt, mener vi, at den bedste vej frem er at tage udgangspunkt i forælderens evne til et positivt samspil med barnets intention og adfærd, snarere end hvad forældrene og omgivelserne måtte have brug for her og nu.